Forventningerne til sundhedsvæsenet (fx egen læge, kiropraktor og fysioterapeut), er meget forskellige blandt smertepatienter viser ny dansk forskning foretaget af fysioterapeut. Ca. 3000 personer har deltaget via spørgeskema og 20 via interview.
Ca. 8 % bruger sundhedsvæsenet mere end 20 gange om året. 40 % bruger det sjældent eller aldrig.
Forskningen viste, at de 8 %, der bruger sundhedsvæsenet ofte, er kvinder med en øget tendens til negative følelser og højere BMI, og som desuden har flere andre sygdomme og sjældnere er i arbejde end andre i undersøgelsen. De forventer desuden at blive mødt ukritisk i deres forventninger.
Dem, der kun henvender sig få gange mangler tillid til, at det nytter at bruge sundhedsvæsenet.
For alle gælder, at det er vigtigt ”at blive set, hørt og mødt med interesse”, fordi det er grundlaget for et godt resultat af behandlingen. Men det kan også føre til, at patienterne bruger sundhedsvæsenet mere i fremtiden.

https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/helbred/7138-ny-viden-om-smertepatienters-brug-af-sundhedsvaesnet.html

Så er det atter galt med kvinderne: De har flere smerter, stiller større krav, er tykkere, har flere sygdomme og er mere bekymrede, bruger sundhedssystemet oftere og er mindre i arbejde end mænd. Sådan kan man i hvert fald læse artiklen om forskningen i sundhedsydelser til smertepatienter.
Desværre giver fysioterapeuten intet bud på, hvorfor det netop er kvinder, der er bruger sundhedsvæsenet mest. Han giver i artiklen i det hele taget anledning til, at der kan stilles mange flere spørgsmål.
Man kan fx spørge: Kan overvægten af kvinder skyldes, at de oftere end mænd ikke tages alvorligt i sundhedssystemet (fx psykiatriseres typiske kvindesygdomme oftere) og derfor selv søger behandlere og behandlinger? Hvorfor er der hele 40 %, der aldrig henvender sig til sundhedsvæsenet? Skyldes det, at de ikke har spor tillid til sundhedsvæsenet? Eller skyldes det, at de ikke har brug for det? Hvis de mangler tillid, hvor er tilliden i givet fald blevet af? Forventer kvinderne mon at blive mødt ukritisk, fordi de alt for ofte er blevet afvist tidligere? Hvad har fået forskeren til at undersøge BMI hos de smerteramte, der besøger sundhedsvæsenet? Og også følelser? Et forhøjet BMI kan fx være affødt af både nedsat bevægelighed som følge af fx smerter og af de andre sygdomme, som kvinder også oftere har end mændene, når de henvender sig ofte?
Man man også spørge, om der er flere kvinder end mænd, der selv må søge behandlingsmuligheder, fordi de psykiatriseres og ikke undersøges og behandles tilstrækkeligt? Kan årsagen til, at kvinderne ikke er i arbejde være foranlediget af årsagen til, at de har smerter, som de ikke får tilbudt tilstrækkelig effektiv behandling for?
Der kan uden tvivl stilles mange flere spørgsmål. Men måske er det korrekt, at kvinder oftere er bekymrede for deres helbred og oftere søger hjælp, men er det en kritisabelt? Eller er det kritisabelt, at man ikke gør mere for at få mændene til at gøre det samme? Der er for mange uklarheder, og der kan stilles alt for mange spørgsmål i den forskning.