Mange mennesker med kroniske smerter får kognitive problemer, fordi en del af energien bruges på at holde sig i gang. Derfor kan der komme kognitive udfald med fx problemer med at holde balancen, klodsethed og med at tabe ting ud af hænderne. Det siger smerteforsker og psykolog Lars Kristian Bak ved Aalborg Universitet til UlykkesPatientForeningen.
Nogle mennesker giver ikke op, selv om de fx besvimer, når de arbejder for meget og energien er brugt op og alt lukker ned.
Det ligger til mange ikke at være dovne eller pylret. Dog er det ikke kun forventninger til én selv, der spiller ind, men også andres forventninger til én.
Ikke at være doven eller pylret er normalt karaktertræk, der sættes pris på, men problemet opstår, når smertepatienter blot bliver ved og ved og ligger fuldstændig brak bagefter. Det er uhensigtsmæssigt og trigger smertesystemet, hvilket betyder, at der kan opstå yderligere smertesensibilisering.
De fleste patienter har problemer med især korttidshukommelsen og mange bliver væsentligt dårligere efter en tid med smerter. Tidligere kunne de måske have mange bolde i luften på en gang, men nu kan de ikke have én uden at glemme det, de skal. Nogle kompenserer for det ved at skrive alt ned og sætte alarmer til. På den måde kan de klare sig gennem dagen. En del er dog indrettet sådan, at de ikke giver op, selv om både hjerne og krop rent faktisk råber STOP.
Når man bruger dobbelt så mange kræfter, som man har ressourcer til, giver det ubalance. Når der ikke skrues ned for kravene, selv om ressourcerne er halveret, går det galt.
Laver man konstant mere, end man kan, går det fx ud over hukommelsen og man er konstant udmattet.
For at kunne leve et meningsfuldt liv er det det vigtigt, at der er balance.
Livet er tre lige store dele af familieliv, interesser/venner/motion etc. og arbejde. Men nogle bruger stort set alle deres ressourcer på arbejde. Nogle har den indstilling, at bare man kan arbejde, er alt andet ligegyldigt. De skærer interesser væk og familielivet sættes på lavt blus.
Lars Kristian Bak mener, at der efter arbejde også skal være energi og mentalt overskud til familieliv og sociale kontakter. Det kan dog være vanskeligt, når jobcentret fokuserer på vigtigheden af at kunne arbejde. Han mener, at folk er forpligtet til at vise, hvad de kan på arbejdsmarkedet, men at de er ikke forpligtet til at vise mere, end de kan.
Kun den smerteramte kan mærke, hvornår vedkommende laver så meget, at al energi er brændt af på arbejde. Man skal kunne leve med sine smerter, og det nytter ikke, at hjernen konstant er på grænsen til at lukke ned.
”Det er ikke et liv at leve, og det fører kun til, at man får flere smerter og problemer, og så knækker filmen på et tidspunkt alligevel”, siger han.
Kilde: https://www.ulykkespatient.dk/service/nyheder/smerter-kan-faa-dele-af-hjernen-til-at-lukke-ned?fbclid=IwAR0jkKc6-ML2NLk-vVAbqeXmOicj0pYj-Difb5wpPkZF6doQsNDuK90rmoM

Dette er en vigtig artikel, fordi smerteforskeren fortæller, hvor vigtigt det er at finde en balance og at sige stop, når noget bliver for meget. Hvad enten det drejer sig om arbejde, hjemme eller i forbindelse med fritidsaktiviteter. Med whiplashskader og kroniske smerter er det vigtigt at lære sine grænser at kende.
Det kan dog være lettere sagt end gjort, fordi en del af det også handler om at acceptere sin situation.
Mange skal efter whiplash må helt ned og vende, før det går op for dem, dels at de er nødt til at finde en balance og dels, at deres arbejde ikke er alt. Vi hører alt for ofte om mennesker med whiplash, som først opgiver arbejdet i det øjeblik, kroppen siger helt fra. De er dog hjulpet godt på vej af samfundets og jobcentrenes krav. At alle skal kunne arbejde er ikke god næring for de mennesker, med whiplash,, der tidligere har været arbejdsomme, og som elsker deres job og forbinder deres job med deres identitet.
I Whiplashforeningen har vi den indstilling, at alle efter en whiplashskade bør hjælpes til at finde balancen ved hjælp af langsom opstart efter en ulykke. Derfra kan arbejdstiden gradvist øges. Men sådan er virkeligheden desværre ikke skruet sammen. I stedet presses mange for hårdt af jobcentrene. Og når man ved, at ressourcerne ved smerter er meget mindre, skal der ikke meget til, før et pres kan være medvirkende til, at læsset vælter helt.
En langsom start tror vi vil kunne betyde, at mange ville kunne yde mere på sigt, og at færre ville ende på førtidspension. Men lige nu presses og knækkes alt for mange i systemet. Faktisk går vi i Whiplashforeningen ind for gradueret genoptræning i forbindelse med arbejde. Det er det eneste punkt, hvor vi er enige med Afdelingen for Funktionelle Lidelser. Men den graduerede genoptræning skal iværksættes fra start og ikke først flere år efter traumet. Men indtil videre må vi fastslå, at samfundet hos mange kan være med til at forværre tilstanden gennem pres og stress.