Historisk set er sygdomme, som læger ikke kender forklaringen på, blevet betragtet som psykosomatiske sygdomme, altså fysiske sygdomme, som skyldes noget psykisk. Mange sygdomme har dog vist sig senere at være opstået af fysiske årsager. Fx leddegigt, astma, mavesår, for højt blodtryk, for højt stofskifte og tyktarmsbetændelse. Lægerne tog altså fejl.
I dag erstatter ”funktionelle lidelser” de psykosomatiske sygdomme med Sundhedsstyrelsens accept, skriver specialist i sundhedspsykologi Peter laCour i Kristeligt Dagblad. Sundhedsstyrelsen går dermed enegang, for problemet er at sygdommen er uden en afgrænsning, og at lægerne ikke er enige.
Det gode er, at der følger centre med i hver region, og at det betyder, at der tages hånd om patienter, som ikke tidligere blev taget hånd om.
Tusindvis af smertepatienter er placeret under ”funktionelle lidelser”, hvilket smertelægerne er meget uenige i. De mener, patienterne hører ind under de tværfaglige smertecentre. Også patienterne er uenige og har oprettet patientforeninger.
Problemet i dag er, at ingen ved, om Sundhedsstyrelsen mener, om de sygdomme, der betragtes som ”funktionelle lidelser” rubriceres der, fordi man endnu ikke kender årsagen eller fordi man mener, at sygdommene er psykiske. Uenigheden blomster derfor stadig blandt læger og psykologer.
Der findes i dag to yderpunkter af holdninger:
1. at psykosomatiske sygdomme skyldes noget psykisk (fx Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser) og
2. at uforklarede sygdomme både skal kategoriseres og studeres hver for sig.
Ved at acceptere ”funktionelle lidelser” har Sundhedsstyrelsen taget parti. De adskiller ikke sygdommene, og de har ikke defineret området præcist. Man har sågar indført en dansk diagnosekode for ”funktionel lidelse”.
”Det er derfor ikke et udtryk for lægevidenskab, når Sundhedsstyrelsen melder ud, som den har gjort, men et udtryk for styrelsens synspunkter og politiske valg. Sundhedsstyrelsen har valgt at overhøre ellers ”solide faglige argumenter””.
Der er ingen videnskabelig konsensus. I udlandet hælder man mere til det modsatte og begynder at gå i den modsatte retning af Danmark.
Patientforeningerne er gået modsat, og især ME Foreningen har været aktive med fagligt velunderbyggede argumenter.
At Folketinget enstemmigt har vedtaget at ME ikke er en ”funktionel lidelse”, har hverken direktør Søren Brostrøm (som spiller en meget aktiv rolle) eller Sundhedsstyrelsen taget ad notam. Søren Brostrøm har for nylig til Ugeskriftet udtalt, at han er meget bekymret for at ”somatisere noget, som ikke er somatisk”. Peter laCour konstaterer, at han dermed ved mere, end alle andre læger!
Han opfordrer til, at Sundhedsstyrelsen stopper det og holder op med at se patientforeningerne som en del af problemet og i stedet inddrage dem i løsningen!
Han opfordrer dem også til at trække ”funktionelle lidelser” tilbage og ”samarbejde bredt og transparent og ikke kun med nogle få læger”, som styrelsen er enige med i forvejen.

Kristeligt Dagblad den 16. januar 2020 ”Sundhedspsykolog: Vores tilgang til ME må gøres fuldstændig om”.

Peter laCour, tidligere leder af Videnscenter for Funktionelle Lidelser i København, er ikke længere ansat som leder på centret. Vi har tidligere oplevet, at Peter laCour har talt med to tunger og været uenig med Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser i Aarhus for senere at skrive det stik modsatte. Det har derfor været svært at forholde sig til hans synspunkter. Nu ser det dog ud til, at han har valgt side!
Sidste gang Whiplashforeningen hørte fra Peter laCour var, da han ville høre, om foreningen var enige i et sæt diagnosekriterier for whiplash lavet af en psykolog ved navn Sterling. Men det var foreningen ikke enige i. For i disse diagnosekriterier var psykiatrisering indlejret. Så foretrak vi at holde os til Quebec Task Force, som Danmark er tilsluttet. I kan se vores svar her: http://www.whiplashforeningen.dk/wp-content/uploads/2018/08/svar-vedr-diagnosekriterier-peter-la-cour.pdf
Det er på den baggrund glædeligt at opleve, at Peter laCour i dag opfordrer til, at ”funktionelle lidelser” trækkes tilbage. Han har helt ret i, at der mangler en afgrænsning. I princippet kan alle patienter, hvis sygdom man ikke kender årsagen til, få diagnosen ”funktionel lidelse”.  Det virker meget uoverskueligt. Det er alt for let for læger at give en sådan diagnose, hvis de på grund af tidnød og holdninger antager, at en patients lidelse har psykiske årsager.
Peter laCour var med i den arbejdsgruppe, Sundhedsstyrelsen nedsatte til udarbejdelse af retningslinjer for ”funktionelle lidelser”. Derfor er hans holdningsskifte ekstra vigtig. Whiplashforeningen sendte dengang deres faglige konsulent til møde med Sundhedsstyrelsen, før arbejdsgruppen gik i gang. Vi sendte også en mail til både arbejdsgruppen og Sundhedsstyrelsens direktør. Den kan ses her: http://www.whiplashforeningen.dk/wp-content/uploads/2018/08/foreningens-brev-til-soren-brostrom.pdf Sundhedsstyrelsen var dog fuldstændig afvisende overfor vores argumenter. Såvel de skriftlige som på mødet. Derfor er det interessant, at Peter laCour nu kalder patientforeningernes argumentationer for ”solide faglige”.
Det er også interessant, at han peger på uenigheden mellem en række læger og Sundhedsstyrelsen og siger, at Sundhedsstyrelsen har taget nogle få lægers parti uden, at der er tilstrækkelig evidens. Det er jo præcist det, en række patientforeninger – inklusive Whiplashforeningen – i årevis har sagt, skrevet, lavet underskriftindsamling om, fået flere foretræder for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg på etc. Vi har alle kæmpet for at blive hørt.
Peter laCour kalder Sundhedsstyrelsen for politisk i forhold til de ”funktionelle lidelser”.
Han har tidligere stillet skrevet en artikel om samlere og spredere. Samlere er dem, der ligesom Sundhedsstyrelsen går ind for, at alle de hidtil uforklarede lidelser samles under ét. Spredere er dem, der går ind for, at sygdommene holdes adskilte af hensyn til fx forskning. Det er nu blevet tydeligt, at Peter laCour tilhører samlerne. Det samme gør Whiplashforeningen. Med samlebetegnelsen ”funktionelle lidelser” risikerer al forskning og al indsamling af data på whiplashområdet at blive sat i stå.
Hans spørgsmål, om Sundhedsstyrelsen rubricerer fx whiplash under “funktionelle lidelser” fordi de mener, at whiplash er en psykisk sygdom eller fordi de mener, at årsagen endnu ikke kendes, er særdeles interessant.
Lad os håbe, at Peter laCours artikel vinder genklang hos andre i sundhedssektoren. Måske begynder flere efterhånden at ane, at vinden begynder at blæse en anden vej – mod spredning. I Whiplashforeningen har hans artikel i hvert fald vakt håb for fremtiden. Begynder de andre lande at trække i den modsatte retning, altså i ”spredernes” retning, får Forskningsklinikken og Sundhedsstyrelsen sværere vilkår.
Vi kunne også ønske, at Sundhedsstyrelsen ville se på patientforeninger som en kæmpemæssig ressourcer med en enorm viden om deres egne sygdomme. Vi har aldrig forstået, at vi skulle stigmatiseres og beskyldes for at være årsag til problemer, når det nu står klart, at vi hele tiden har haft ret: Ikke alle læger er enige. Det er Sundhedsstyrelsen der sætter dagsordenen – til trods.
Vi samarbejder gerne om at få ”spreder-synspunktet” ind i det danske sundhedsvæsen igen!