Et stort internationalt studie med over 22.000 patienter viser, at whiplash ofte optræder sammen med hjernerystelse efter trafikulykker. Forskerne fandt, at patienter med både mild traumatisk hjerneskade og samtidig whiplash havde markant højere risiko for at blive indlagt sammenlignet med patienter uden nakkeskade.
Studiet viser også, at ulykkens karakter har betydning. Udløsning af airbag og alkoholpåvirkning var overraskende nok forbundet med lavere risiko for samtidig whiplash, mens brug af sikkerhedssele var forbundet med højere risiko.
Samtidig understreger forskerne, at sikkerhedsselen stadig er afgørende for at reducere alvorlige skader og forbedre det samlede forløb efter en ulykke.
Selvom whiplash øgede sandsynligheden for indlæggelse, havde det ikke betydning for, hvor længe patienterne var indlagt, eller hvordan de blev udskrevet.
Studiet bidrager til en voksende forståelse af, at hoved- og nakkeskader ofte hænger tæt sammen efter trafikulykker, og at de bør vurderes samlet i behandlingen af patienterne.

Kilde: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38950447/

WHIPLASHFORENINGEN MENER:
Forleden holdt lederen for Dansk Center for Hjernerystelse, Hana Malá Rytter et fantastisk webinar i Whiplashforeningens regi. Vi glæder os over, at centret faktisk også ser på nakkesmerter, fordi mange samtidig får whiplash. Man ved dog stadig ikke, hvor mange, det drejer sig om, men højst sandsynligt er det mange.
Hana refererede til et ny amerikansk studie – det, der er beskrevet ovenfor – med undersøgelse af over 22.000 mennesker med hjernerystelse.
Det er på flere måder interessant. Det ud til, at færre med hjernerystelse får samtidig whiplash, hvis de er berusede. Det giver mening, fordi de sandsynligvis er langt mere afslappede i nakken, når ulykken sker. Airbagens udløsning kan også forhindre whiplash. Det skyldes formentlig, at den forhindrer nakken i at blive kastet langt frem. Det samme kan man ikke sige om sikkerhedsselen, fordi den bremser kroppens bevægelse pludseligt og derfor medfører, at nakken kastes både frem og tilbage. Dermed kan den kan øge risikoen for whiplash.
Det mest overraskende ved undersøgelse er dog, at den viser, at hoved- og nakkeskader ofte hænger tæt sammen efter trafikulykker. Det er ny erkendelse, men ikke ny viden. Men med det store antal, der indgår i undersøgelsen, kan man nu ikke længere negligere det. Samtidig er forsikringsselskaberne i USA blevet mere opmærksomme på whiplash, fordi det udgør en meget stor post i deres budgetter, hvilket uden tvivl sætter gang i mere forskning.