Vi ønsker statsminister Mette Frederiksen fortsat god bedring. I dag er der gået en uge siden, hun blev overfaldet og fik diagnosen ”lettere piskesmæld”. Professor Helge Kasch har til BT udtalt, at statsministeren også kan have posttraumatisk stress. For ud over overfaldsmandens grænseoverskridende adfærd, har hun i længere tid modtaget både grænseoverskridende og truende beskeder.
Hun kan dog heldigvis stadig nå at blive fuldstændig rask. Det bliver langt de fleste.
Drøftelserne af Mette Frederiksens whiplash har gjort det meget tydeligt, at der i folkemunde kun findes én slags whiplash/piskesmæld. Der skelnes ikke mellem whiplash som bevægelse eller mellem whiplash i den akutte eller kroniske fase.
Når der nævnes, at statsministeren har et ”lettere piskesmæld”, siger det kun, at sværhedsgraden ikke er i den tunge ende af Quebec Task Force skalaen. Det drejer sig sandsynligvis om whiplash i grad to.
Det er derfor også tydeligt, at der mangler nye kriterier for whiplash, ligesom det stadig mangler undersøgelses- og behandlingsplaner.
Professor Helge Kasch opfordrer til, at Mette Frederiksen tager det roligt i nogle dage og derefter genoptræner ved at lægge pauser ind og stille og roligt skruer op for fysisk og psykisk aktivitet.
Store dele af pressen har skrevet om Mette Frederiksens tilskadekomst, så whiplash er dermed kommet på pressens dagsorden.
Whiplashforeningen har også været på banen. Under en del artikler på de forskellige nyhedsmediers Facebooksider har vi gjort opmærksom på foreningens Whiplashguide. Vi håber dermed, at flere kan blive opmærksomme på, at guiden kan bidrage med hjælp til at komme videre efter whiplash. Får Mette Frederiksen brug for hjælp, stiller vi os også gerne til rådighed.