Det er meget tankevækende, når en ekspert i traumer, Karen-Inge Karstoft udtaler, at traumer tillægges alt for stor betydning. Traumer fylder meget, og alle taler om traumer, men hun mener, at vi ikke ved, hvad vi taler om, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift. Hun har forsket i traumer og mener, at omfanget af psykiske reaktioner ofte overvurderes.
Traumer betegnes som ”personligshedsdefinerende og livsændrende” og angives som årsag til mange problemer. Men traumer forsvinder med tiden af sig selv, fordi mennesker har en forunderlig evne til at komme ovenpå igen.
Ubehag, uro, ængstelighed, søvnproblemer, nedtrykthed, måske vrede, irritation og mareridt er naturlige reaktioner på en voldsom oplevelse. Men symptomerne mindskes efter en tid hos de fleste. Kun et mindretal har vedvarende symptomer. De skal selvfølgelig spottes og behandles, men hun advarer mod at sætte for tidligt ind, fordi behandlingen både kan forværre og forhale tilstanden hos nogle, der ellers ikke ville have fået problemer.
Man kan endnu ikke klart definere, hvad et traume dækker over. I praksis kan det dække over alt fra en voldsom hændelse over en potentielt traumatisk oplevelse til en traumereaktion. De to førstnævnte giver sjældent traumereaktioner! Alligevel bliver selve traumeoplevelsen og reaktionen sat sammen. Og de behandles ofte, selv om de fleste ikke får psykiske problemer.
Hun udfordrer vores måde at tænke om både traumer, styrke og sårbarhed samt problemer med manglende forskning i traumer. Hun mener, vi mennesker er mere robuste, end vi forestiller os, og at vi p.t. risikerer at overbehandle og sygeliggøre mennesker.

Kilde: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/helbred/9577-ekspert-i-traumer-vi-ved-ikke-hvad-vi-taler-om-nar-vi-taler-om-traumer.html?idU=1

Det er i sandhed befriende forskning. Så længe man ikke kan definere et traume og ikke ved, hvem der risikerer at udvikle vedvarende symptomer, bygger et koncept som fx ”funktionelle lidelser” på et helt forkert grundlag. I FL mener man, at tidligere traumer er årsag til symptomerne. Også mht. whiplash. Vi har altid fundet, at det er noget sludder, og det er det så også ifølge ovenstående ekspert! Fundamentet for at give en sådan ”diagnose” smuldrer hos i hvert fald de mennesker, der har haft et godt liv indtil de fik whiplash. Selv om de har haft tidligere traumer i livet. Og det har vi formentlig alle på et eller andet tidspunkt. Det afgørende er, at man for længst er kommet over det! Ellers ville symptomerne have varet ved og ikke først opstå efter en fysisk traume.
Også den forskning, TrafikUlykkesPatientforeningen så flittigt støtter på SDU i whiplash og PTSD, ser ud til at bygge på et forkert grundlag. For symptomerne på PTSD forsvinder i løbet af ½-1 år helt af sig selv hos de fleste.
Som Karstoft også siger, kan der skabes vedvarende problemer, når der graves i et gammelt traume igen og igen. Det er logisk. For det er jo for længst faldet til ro, men når der igen ”pilles i det”, risikerer man en meget uhensigtsmæssig og unødvendig re-traumatisering. Selv om patienten jo rent faktisk måske forlængst var rask, kan vedkommende atter blive syg!
Det er virkelig tankevækkende.