Et nyt svensk registerstudie med over 14.000 personer offentliggjort i år, viser, at bilers whiplashbeskyttelse (Whiplash Protection Systems, WPS) reducerer risikoen for langvarige følger efter påkørsler bagfra. Beskyttelsen ser dog ud til at være markant bedre for mænd end for kvinder.
Forskerne fandt, at personer, der blev påkørt i ældre biler uden whiplashbeskyttelse, havde en væsentligt større risiko for at udvikle langvarige whiplashsymptomer, få varigt mén og længerevarende sygefravær samt førtidspension. Selv i nyere biler uden WPS var risikoen fortsat forhøjet for mænd.
Studiet viser også, at mennesker med kroniske whiplashgener i årene efter ulykken havde betydeligt flere sygedage og større risiko for varig nedsat arbejdsevne.
Forskerne konkluderer, at whiplashbeskyttelse har en dokumenteret effekt, men at de nuværende systemer beskytter kvinder dårligere end mænd. Derfor efterlyser de en videreudvikling af bilernes sikkerhedssystemer, så de i højere grad tager højde for kvinders anatomi og biomekanik.
Studiet understreger samtidig, at whiplash kan få alvorlige og langvarige konsekvenser, også efter trafikulykker, som umiddelbart ikke virker alvorlige.

Kilde: https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC13094100/?utm_

WHIPLASHFORENINGEN MENER:
Endnu engang fastslås, at whiplashbeskyttelse har en effekt. Derfor bidrager forskningen til den voksende dokumentation for, at langvarige følger efter whiplash er en reel fysisk helbredstilstand med betydelige konsekvenser for både den enkelte og for samfundet.
Vi har ofte problematiseret, at kvinder ikke er så godt beskyttet i biler som mænd og må endnu engang spørge: Hvorfor sker der ikke snart noget på området? Det er en viden, man har haft siden 1960`erne.