Svensk forskning i visualisering af whiplashskader er offentliggjort i Pain i 2022. Baggrunden for forskningen er diskussionen, om der overhovedet skal vævsskader til at igangsætte eller vedligeholde WAD (whiplash associated disorder).  Tvivlen skyldes tre ting: 1. at man ikke kan påvise skader, 2. at psykologiske og sociale faktorer også kan spille ind og 3. at der kan være ændringer i centralnervesystemet.
Det har betydelige personlige, samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser, at man har vanskeligt ved at opdage og diagnosticere læsioner samt mangler et accepteret koncept af, hvad symptomerne forårsages af. Derfor antager forskerne, at en objektiv visualisering og kvantificering af perifer muskuloskeletal skade og en mulig smertefuld inflammation, kan lette diagnosen, styrke patienternes udsagn om, at de har smerter og hjælpe de kliniske beslutninger på vej. Desuden kan det hjælpe med at definere nye behandlingsmål og -metoder.
Ligesom ved ankelforstuvninger involverer forventede skader ved whiplash muskler, benhinde-væv, ledbånd og led. Ved ankelforstuvninger har forskning vist, at betændelse og smerte kan visualiseres og kvantificeres. Antagelsen er, at det også lader sig gøre ved whiplash.
Alle patienter gennemgik først en almindelig skanning, og den viste intet unormalt. Derefter indgav de D-deprenyl og foretog computertomografi (PET/CT) max 7 dage efter en akut whiplashskade. De sammenlignede resultaterne med en rask kontrolgruppe.
Forskningen viste, at det var tydeligt at se D-deprenyl-optagelsen visuelt og kvantitativt flere steder i øvre nakkeregioner hos whiplashpatienterne sammenlignet med de raske kontroller. Nedre nakkeregion viste ikke signifikant D-deprenyl optagelse. Forskerne fandt desuden sammenhæng mellem fundene i øvre nakke og patienternes selvrapporterede smerte og handicap.
Efter seks mdr. lavede de en opfølgning. På det tidspunkt var nogle patienter kommet sig, mens nogle havde vedvarende symptomer.
Patienterne rapporterede på det tidspunkt en signifikant bedring i smerte og handicap, og det viste sig også, at de havde færre regioner med forhøjet optagelse af D-deprenyl i nakken. Igen passede fundene med det, patienterne selv oplevede. De havde stadig smerter, handicap og nedsat bevægelighed i nakken, og der var også en tydelig forhøjet E-deprenyl optagelse. Det tyder på, at der var fremskridt i helingen, som dog stadig var i gang.
Undersøgelsen giver evidens for at vævsskade og betændelse ved whiplashskader objektivt kan visualiseres og kvantificeres vha. PET/CT, hvilket tyder på, at læsioner i perifert væv er relevant for udviklingen af vedvarende smerte og handicap ved whiplashskader.
Kilde: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC8832543/

Svenskere har tidligere (i 2011) lavet forskning med deprenyl og PET-skanning, som også viste, at smerterne kunne visualiseres.
Kilde: https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0019182
Nuværende forskning kan altså være en gentagelse mhp. at bekræfte forskningen af ældre dato. Forskning skal jo gentages af andre og give samme resultat, før den godkendes, som valid. Så det er ret interessant, om der kommer til at ske noget på området nu.
Det er også interessant, at deprenyl kun blev optaget i øvre nakke. Det vil med andre ord sige, at inflammation og vævsskader efter whiplash først og fremmest ses der, hvor almindelige undersøgelser ikke viser noget – med mindre man foretager undersøgelser under belastning (stående eller siddende stilling) eller under samtidig bevægelse af nakken.
Desuden er det interessant, at helingen stadig var i gang efter et halvt år! Dvs. at der stadig er håb, selv om læger siger, tilstanden er kronisk efter 3-6 mdr.
Vi håber, at den svenske forskning tages seriøst og kommer til at danne baggrund for nye tiltag. For der den viser med al tydelighed, at der sker noget i nakken ved en whiplashulykke.