Whiplashskader rammer millioner af mennesker verden over. Op mod halvdelen udvikler langvarige symptomer, og ca. 15 % får nedsat arbejdsevne på grund af vedvarende funktionsnedsættelse. Derfor forskes der intensivt i at finde bedre metoder til at forstå og dokumentere skaderne bag kronisk whiplash.
Et dansk forskningsstudie med bl.a. kiropraktor Lars Uhrenholt har undersøgt, om avancerede MR-scanningsteknikker kan bruges som såkaldte biomarkører (målbar indikator) hos patienter med kronisk whiplash. 
20 patienter med kronisk whiplash og 18 raske kontrolpersoner deltog og blev undersøgt med både kliniske værktøjer og avanceret MR-teknologi.
Forskerne fandt dog ingen statistisk signifikante forskelle mellem patientgruppen og de raske kontrolpersoner på de anvendte MR-målinger. Studiet kunne derfor ikke påvise, at disse avancerede scanningsteknikker i deres nuværende form er følsomme nok til at fungere som sikre biomarkører ved kronisk whiplash. 

Kilde: https://link.springer.com/article/10.1186/s12998-022-00410-y?utm_  

WHIPLASHFORENINGEN MENER:
Studiet viser først og fremmest, at forskningen stadig ikke har fundet en enkel scanning eller test, der kan forklare alle tilfælde af kronisk whiplash. Det betyder dog ikke, at patienterne ikke har reelle skader eller symptomer.
Tværtimod understreger forskerne selv, at sammenhængen mellem skader og kroniske symptomer endnu ikke er fuldt forstået. Det er vigtigt. For manglende fund på scanning er ikke det samme som manglende sygdom eller manglende skade.
Whiplashforeningen finder det positivt, at forskningen fortsætter med at undersøge nye billeddiagnostiske metoder. Mange patienter oplever fortsat alvorlige symptomer trods normale standardscanninger, og derfor er der behov for mere forskning, også i dynamiske undersøgelser af nakken under bevægelse, øvre nakkeinstabilitet, nervesystemets påvirkning og autonome symptomer.
Vi hæfter os også ved, at forskerne fremhæver værdien af grundige kliniske undersøgelser og almindelige kliniske værktøjer. Det understreger, hvor vigtigt det er, at patienter bliver lyttet til og undersøgt grundigt, også når scanninger ikke giver entydige svar.
Manglen på objektive fund må aldrig bruges til at psykologisere patienter eller afvise deres symptomer. Historien har vist, at mange sygdomme først langt senere har kunnet dokumenteres med den rette teknologi. Derfor bør usikkerhed føre til mere forskning og bedre udredning — ikke til mistænkeliggørelse af patienterne.