Statusartiklen om whiplash skrevet af Kasch, Uhrenholt og Kirk i Ugeskrift for Læger i maj, anbefaler undersøgelser ved både akut whiplashtraume og kronisk tilstand efter whiplash.
Samtidig har de lavet anbefalinger til journalføring, ligeledes i både den akutte og kroniske fase.
I denne nyhed skriver vi om anbefalinger til undersøgelser og journalføring i den akutte fase.
Anbefalingerne lyder sådan:  

Smerterne registreres på en smerteskala fra 0-10.
Ortopædisk og neurologisk undersøgelse af nakke og overekstremiteter, herunder måling af nakkens aktive bevægeudslag med et såkaldt goniometer (en slags vinkelmåler).
Det er vigtigt at traumemekanismen beskrives i journalen, ”herunder som minimum placering af køretøjet, kollisionsretningen og sværhedsgraden af ulykken”. Også særlige kliniske fund journaliseres, fx kvalitet og lokalitet af ømhed ved tryk, om der er øget tonus (spænding) i musklerne, nedsat ledfunktion og lokalitet ved bevægeudslagstest.

Desuden bør patienten selv udfylde et spørgeskemaet Neck Disability Index (NDI), som kan bruges i vurdering af patientens grad af nakkebesvær (og senere også til sammenligning og vurdering af ændringer af nakkebesvær). I skemaet indgår 10 områder med spørgsmål: Smerteintensitet, personlig, løft, læsning, hovedpine, koncentration, arbejde, bilkørsel, søvn og fritid.
Er der udbredte smerter kan der også foretages en screening af den generelle smertetærskel og registrering af tender points (punkter, der er unormalt trykfølsomme).
Hvis der er mistanke om akut stressrespons, angsttilstand eller andre psykiske reaktionsmønstre efter traumet, anbefales at den praktiserende læges diagnosticerer i første omgang.
Hvis der er synlige læsioner, som fx hudafskrabninger og mærker fra selen, anbefales at det dokumenteres med foto.

Mht. billeddiagnostik anbefaler de, at man bruger kriterierne fra Canadian C-Spine Rule til vurdering af behovet herfor – bruges ved stabile, bevidste patienter med mistanke om nakkeskade.
Billeddiagnostik umiddelbart efter tilskadekomst foretages hos patienter:
1. Over 65 år.
2. Der har været udsat for en farlig traumemekanisme.
3. Med føleforstyrrelser i ekstremiteter.

MR-skanning foretages ved:
1. Mistanke om rygmarvspåvirkning.
2. Symptomer på diskusprolaps.
3. Fleksopati (unormale reflekser).

Billeddiagnostisk undersøgelse foretages IKKE, hvis der er lavrisikofaktorer, der tillader en sikker undersøgelse af nakkens mobilitet.
Der tages med andre ord ikke billeder, hvis patienten:
1 Er påkørt bagfra.
2 Sidder op i skadestuen.
3 Undersøges ambulant på et senere tidspunkt.
4 Ikke har nakkesmerter.
5. Ikke har midtlinje-nakkesmerte/-ømhed.
6. Er i stand til at rotere nakken 45 grader til både højre og venstre.

Ved samtidig hjernerystelse anbefales at patienten indgår i traumevurdering før evt. CT-skanning.
De skriver dog: Oftest vil der ikke kunne identificeres egentlige somatiske læsioner på kliniske eller billeddannende undersøgelser efter whiplashtraumet.

Desuden anbefaler forfatterne, at redskabet DWGRAS, som Helge Kasch har været med til at udvikle, anvendes til at forudsige prognosen. Vi bringer senere en nyhed om dette redskab.

Kilde: Uhrenholt L, Kasch H og Brink O. ”Systematisk diagnostik og dokumentation ved whiplash”. Statusartikel. Ugeskrift for Læger den 22. maj 2023.

Forfatterne lægger op til et ret udførligt undersøgelsesprogram, der kan foretages af alle læger, kiropraktorer og fysioterapeuter (ifølge dem selv) i den akutte fase. De vil også kunne vurdere relevansen af, at der foretages billeddiagnostik i det hele taget.
Anbefalingerne vedr. undersøgelser er bestemt relevante. Alene det at de næver helt specifikke undersøgelser, er et stort fremskridt i forhold til nu, hvis de altså tages i brug. Som det er nu, virker det nemlig til at være ret tilfældigt, hvordan og hvor grundigt den enkelte patient undersøges.
Da mange efter whiplashskader også oplever, at der ikke er tilstrækkelige oplysninger i deres journal i forhold til hændelsen, er forfatternes anbefalinger vedr. journalføring også relevante.
De redskaber de anbefaler at man bruger er ligeledes meget relevante. Vi har ofte undret os over, hvordan det er muligt at vurdere, om tilstanden hos den enkelte forbedres eller forværres, når der ikke konsekvent bruges redskaber som smerteskala og NDI til vurdering af den enkeltes tilstand fra start.
Da de skriver, at der oftest ikke kan påvises læsioner hverken klinisk eller ved billeddannende undersøgelser, må vi dog undre os over, at de ikke nævner, at netop intstabilitet i øvre nakke er fundet ved en undersøgelse under bevægelse. Selv om det er i den kroniske fase, det er fundet, er det jo startet efter traumet – i den akutte fase.
Trods disse kommentarer, er der dog ingen tvivl om, at anbefalingerne vil kunne give whiplashområdet et vældigt løft, så vi må håbe, at fagpersoner finder anbefalingerne relevante og ikke mindst, at de tager dem i brug. I bedste fald vil det kunne være en forløber for et egentligt undersøgelsesprogram i den akutte fase af et whiplashtraume.