Funktionelle lidelser er ”en tilstand med tydelige symptommønstre og positive kriterier” og ikke længere en skraldespandsdiagnose, siger Afdelingen for Funktionelle Lidelser til sygeplejersker i almen praksis på et kursus om håndtering af patienter med funktionelle lidelser.
Diagnosen dækker over fysiske symptomer, som påvirker funktionsevnen, men ikke kan forklares gennem almindelige medicinske test. Mange patienter og behandlere oplever frustration og magtesløshed. Derfor er anerkendelse vigtig sammen med en tydelig forklaring på, hvad sygdommen er: en overbelastning i samspillet mellem krop og hjerne, som er en almindelig tilstand, der kræver bio-psyko-social forståelse. Anerkendelse lindrer usikkerhed hos både patienter og behandlere, som ofte frygter at overse anden sygdom. Hjælpen er: Gradueret genoptræning, kognitiv terapi, mestringsstrategier og i nogle tilfælde medicin. Det vigtigste er tid, kontinuitet og at lytte.

Kilde: https://ugeskriftet.dk/nyhed/det-er-ikke-en-skraldespandsdiagnose-mere?utm_campaign=&utm_medium=Journalist&utm_source=Newsletter

Diagnosen funktionel lidelse kan være et farligt redskab i de forkerte hænder. At sige til et menneske med alvorlige fysiske symptomer, at man ”ikke kan finde noget” og derfor konkluderer funktionel lidelse, kan – ifølge solid forskning om placebo og nocebo – skabe en noceboeffekt, der direkte forværrer sygdom og funktionsniveau. Det er ikke et teoretisk problem. Det er dokumenteret viden.Særligt problematisk er det overfor sårbare patienter, hvis tilstande endnu ikke er tilstrækkeligt belyst i det somatiske system – f.eks. whiplashskadede.
Undervisningen til sygeplejerskerne adresserer ”håndtering” af patienterne – men ikke den anden, lige så centrale del af problemet: Hvad gør vi med de læger, der bruger diagnosen til at forklare alt det, de ikke selv kan forklare? Mange patienter oplever fortsat, at diagnosen bruges som en hurtig afklaring, der erstatter grundig somatisk udredning. Uden for psykiatrien forstås funktionel lidelse – på trods af ambitionerne – stadig ofte som en hysterisk, psykologiserende eller ”det sidder mellem ørerne”-forklaring. Og her opstår den virkelige risiko.
Inden man fortæller en patient med whiplash, at der ”ikke er noget galt”, bør en fagperson spørge sig selv:
Hvad hvis patienten faktisk har skader på ledbåndene øverst i nakken? Hvad hvis der er facetledsskader, der ikke fanges af standardscanninger? Hvad hvis der er nervepåvirkning, instabilitet eller mikroskader, som kræver specialiseret udredning?
Hvordan føles det så for patienten at blive anerkendt – men kun for de psykiske følger af en uopdaget fysisk skade? Og hvad er konsekvensen, når man psykiatriserer somatiske tilstande?
I yderste konsekvens kan en for tidlig psykologisering forværre sygdommen, forsinke reel behandling, skubbe patienter ud af arbejdsmarkedet, og udhule tilliden til sundhedsvæsenet.
Denne debat mangler stadig i Danmark.
Måske burde sygeplejerskerne i stedet have at vide, at man med funktionel lidelse risikerer en ensrettethed, som kan være til skade for nogle patienter, og at det stadig er en skraldespandsdiagnose, som med tiden blot er pakket pænere ind.