Allerede de første 1-3 dage efter en whiplashskade har amerikanske og israelske forskere i et studie identificeret, hvilke whiplashpatienter, der senere udvikler kroniske smerter.
Der er to forhold, der spiller ind:
1. Øget kommunikation mellem hippocampus, hjernens centrum for korttidshukommelse, og hjernebarken, som er involveret i lagring af langtidshukommelse. Jo mere de to områder ”taler sammen” kort efter skaden, desto større er risikoen for, at smerterne bliver kroniske.
2. Også et højt angstniveau efter ulykken, kunne forudsige graden af kroniske smerter ét år senere.
Det skyldes, at hjernen hos disse personer meget tidligt danner stærke smertefulde hukommelsesspor, hvor bestemte bevægelser af hoved og nakke kobles samme med smerte. Især hvis erfaringerne har stor følelsesmæssig betydning, kan hjernen danne smerte ved bevægelserne. Det giver en kraftigere reaktion. Smerteoplevelsen skabes altid i hjernen, også selv om der er skadet væv.
Det betyder ikke, at smerten er indbildt. Tværtimod viser studiet, at smerten har et biologisk grundlag i hjernen.

Kilde: https://www.nature.com/articles/s44220-024-00329-8

WHIPLASHFORENINGENS MENER:
Det ser ud til, at der er et kritisk tidsvindue kort efter skaden, hvor hjernen er særlig modtagelig for forandringer. Hvis man derfor sætter ind dér med relevant behandling, kan man muligvis forebygge, at smerter bliver kroniske.
Problemet kan være, at akut whiplash oftest går mere eller mindre over af sig selv, og at fagpersoner derfor kan tillægge det meget lidt betydning. Dvs. at læger ofte forventer, at whiplash går over uden, at de gør noget. Derfor skal der findes en metode til lokalisering af dem, det er muligt at forebygge smerter hos.
Et godt sted at starte ville være at tage ALLE med whiplashskader alvorligt. For der kan være svære skader, som kan vedligholde smerter.
Men ud fra forskningen må en dårlig lægelig håndtering, fx en bemærkning til et menneske med stærke smerter om, at ”det går over af sig selv”, også kunne skade mere end gavne. Måske går smerterne over af sig selv, men tages patienten ikke alvorligt og hjernen kan reagere biologisk på det, hvis patienten i forvejen er bange, kan det få konsekvenser.
Det er vigtigt at fastslå, at det ikke handler om vilje, personlighed eller skyld hos den skadede person.
Som vi tolker studiet, kan tidlig anerkendelse og korrekt behandling være afgørende for, om der udvikles kronisk smerte eller ej.