Hvad må man snart bruge mod smerter?
7. maj 2025
Det spørgsmål stiller frustrerede praktiserende læger. De mener, der er for få muligheder og at råderummet er for lille, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Praktiserende læger bruger gabapentin og pregabalin i stedet for opioider, men midlerne er ikke specielt effektive mod smerter. Desuden kan midlerne være lige så farlige som opioider, fordi de giver sløvhed og osteklokkefornemmelse samt mange andre bivirkninger. Man skaber således et andet problem ved ikke at måtte bruge morfin.
Det gælder om at hjælpe patienterne til størst mulig livskvalitet, siger en praktiserende læge i artiklen. Han holder sine smertepatienter i kort snor, når de får smertemedicin. De får viden om bivirkningerne, og får samtidig motion og fysioterapi. Han har dog patienter, der har glæde af Gabapentin.
Sundhedsstyrelsen mener, at medicin ikke bør være førstevalg, og de har stadig fokus på at nedbringe overforbrug af medicin.
I sidste uge skrev vi, at i Sundhedsstyrelsen i 2025 vil have fokus på ikke-medicinsk smertebehandling. Det har fået flere læger til pennen, fordi de føler, at deres muligheder for at hjælpe kroniske smertepatienter efterhånden er begrænset. Det ved vi faktisk godt. Problemet er dog, at praktiserende læger ofte ved for lidt om kroniske smerter pga. manglende evidens, og måske også, at de er for hurtige til at gribe receptblokken. Ofte har medicin alligevel ingen effekt ved kroniske smerter, og derfor må de rette opmærksomheden mod andre muligheder. Men her er der endnu et problem, for der er ikke kapacitet til alle patienter med behov for tværfaglig smertebehandling på smerteklinikkerne. Og hvad gør de praktiserende læger så? Det håber vi, at Sundhedsstyrelsen snart fortæller. Desværre tror vi, at Sundhedsstyrelsens fokus på ikke-medicinsk behandling ikke må koste en krone, men vi kan jo blive positivt overraskede.