Klinisk er det svært at skelne mellem forskellige typer af hovedpine og migræne – læs også ”Nyheder” den 25.5 og 26.5 2020.
Cervikogen Hovedpine beskrives som siddende i pande, bag øjne samt i baghovedet. Hovedpinen kan være både ensidig og dobbeltsidig.
Migræne og hovedpine af spændingstypen kan sidde samme sted!
Occipital Neuralgi er tilbagevendende hovedpiner lokaliseret i baghovedet. Andre symptomer er brændende og ømme punkter svarende til occipitalnerven. Smerterne er af nervesmertetypen.
Migræne giver i modsætning hertil pulserende smerter.
Måden at skelne mellem de forskellige migrænetyper, er, dels at tale med patienten om symptomerne og dels om årsagen til migrænen. Hvis migrænen fx startet efter hoved- eller nakketraume kan det være Occiptal Neuralgi eller Cervikogen hovedpine.
Cervikogen Hovedpine kan desuden udløses af specielle bevægelser i nakken og/eller af at være samme stilling i længere tid.
Medicininduceret hovedpine kan komme efter brug af forskellige typer smertestillende medicin.
Ud over symptomer og ”historien” kan lægen også bruge diagnostiske blokader som hjælp til at skelne og stille den rette diagnose.
Blokade af fx roden ved C2 eller den store occipitalnerve anvendes for at skelne Cervikogen Hovedpine fra både Migræne og fra hovedpine af spændingstypen, som ikke påvirkes af blokader. (I en anden artikel står dog, at blokader også kan være effektive ved Migræne).
Blokaden skal foretages af en specielt skolet læge.
Ved spændingshovedpine skal Cervikogen Hovedpine udelukkes. Hvis det er Cervikogen hovedpine er der ikke smertelindring af medicin mod migræne. Dog er det kendt, at en smertetilstand i nakken kan udløse og forstærke en allerede eksisterende migræne eller hovedpine af spændingstypen.

Behandlingen består af en adækvat behandling af skader på nakken og forudsætter en korrekt diagnose, så udløsende faktorer kan elimineres og reduceres. Behandling er vanligvis konservativ med fysioterapi og manuel mobilisering, som dog ikke har videnskabeligt dokumenteret effekt. Undtagelsesvist foretages operation, evt. stivgørende operation.
Egentlig kan diagnosen først bekræftes af det faktum, at hovedpinen forsvinder, når besværet fra nakken ved Cervikogen Hovedpine er behandlet med god effekt.

Kilde: https://www.internetmedicin.se/page.aspx?id=1391&fbclid=IwAR3e2kOlSuIXassrGuu5PYgumiNhGg2QrUizAC-zBdwK63AAqIMBvI1kHDg

Med ovenstående står det klart, at en hovedpinediagnose først og fremmest stilles på baggrund af årsag og symptomer og dernæst vha. udelukkelsesmetoden. At få den korrekte hovedpinediagnose er med andre ord ikke let. Og derfor kniber det også med korrekt behandling.
Efter et whiplashtraume får ca. 90 % ifølge vores spørgeskemaundersøgelse hovedpine af forskellig sværhedsgrad. Højst sandsynligt drejer det sig om enten Occipital Neuralgi eller Cervikogen Hovedpine, fordi de to typer af hovedpine opstår efter et traume mod nakken/hovedet og kan relateres til traumet. Dog opstår Cervikogen Hovedpine udelukkende efter skader i øvre nakke, så alternativet til de to diagnoser, er spændingshovedpine. Mange får dog også en egentlig Migræne. Nogle får desuden medicininduceret hovedpine, som kan opstå, hvis der tages flere forskellige slags smertestillende medicin og/eller der er et overforbrug af håndkøbsmedicin (pga. smerter). Hovedpine er et emne for specialister. Det kan være ret vanskeligt at stille den korrekte diagnose.
En ting står dog fast: Hovedpine efter whiplash er ikke bare hovedpine. Men hovedpine virker desværre ikke som det, der får størst opmærksomhed efter whiplash.
Et spørgsmål stillet i vores Facebookgruppe forleden viser, at mange whiplashskadede med hovedpine slet ikke har fået stillet en hovedpinediagnose, og at dem, der har fået en hovedpinediagnose har fået mange forskellige former diagnoser, sikkert fordi hovedpine efter whiplash ofte ” betragtes hovedpine”.
Det pudsige i denne lille undersøgelse, som dog havde mange besvarelser, er, at kun én har fået stillet diagnosen Cervikogen Hovedpine og ingen har fået stillet diagnosen Occipital Neuralgi. Skyldes det, at ingen har denne hovedpineform og kun én reelt har Cervikogen Hovedpine. Det tvivler vi stærkt på. Mange af dem, der har angivet, at de har spændingshovedpine kan reelt have Cervikogen Hovedpine, hvis de har skader i øverste del af nakken. Eller de kan måske endda have Occipital Neuralgi, hvis hovedpinen er nervesmerte-agtig.
Occipital Neuralgi er mindre hyppig, men forskning viser, at Cervikogen Hovedpine er ret almindeligt, og desuden er det en form for spændingshovedpine. Men ved almindelig spændingshovedpine kendes årsagen ikke. Der har altså ikke altid været et traume som whiplash forud for spændingshovedpine. Så vores bud er, at de mange flere end én person har Cervikogen Hovedpine. Måske har nogle af dem, der nævner Migræne også Cervikogen Hovedpine? Det afgørende her er, om smerten er pulserende, hvilket den er ved migræne.
Mht. medicininduceret hovedpine kan det opstå, når man tager forskellige smertestillende mediciner. Derfor kan det være svært at vide, om der kan være et element af medicininduceret hovedpine i det? Det kan også komme af at tage for mange håndkøbspræparater. Det ved man i det mindste med sig selv, hvis det er tilfældet. Hovedpinen er atypisk, det vil formentlig sige, at den ikke passer ind i en af de andre hovedpineformer, men er noget for sig. Der kan måske være elementer af de andre typer i hovedpinen.
Det er vanskeligt at stille en hovedpinediagnose, og det kræver en specialist at kunne gøre det. Men det ser ikke ud til, at specialister i hovedpine er det, de whiplashskadede oftest kommer til. Knap halvdelen har i den lille undersøgelse på Facebook aldrig fået en hovedpinediagnose, og med de mange forskellige diagnoser, der er givet, vil jeg tro, at de fleste er givet af læger, der ikke er specialister på området.
Her følger de mange forskellig hovedpinediagnoser, som de whiplashskadede angav på Facebook: Spændingshovedpine, kronisk spændingshovedpine, hovedpine, hovedpine efter whiplash, kronisk hovedpine, posttraumatisk hovedpine, PTSD migræne, Cervicogen Hovedpine, posttraumatisk hovedpine (måske et andet udtryk for Cervikogen Hovedpine), migræne, migræne med aura, hemiphlegisk migræne, mild atypisk Hortons hovedpine, Hortons hovedpine, migrænelignende anfald, kronisk kompliceret hovedpine, hovedpine pga. senhjerneskade, medicininduceret hovedpine, hovedpine med tilfælde af migræne.
De fleste havde spændingshovedpine (10) eller Migræne (19) eller blot hovedpine (9). Fem havde kronisk hovedpine. Fire havde hhv. kroniske spændingshovedpine, migræne med aura eller medicinfremkaldt hovedpine, mens resten af diagnoserne kun var givet til én person.
Man kan vist roligt sige, at hovedpineområdet er et forsømt område ved whiplash!
Efter stivgørende operationer i nakken har folk med nakkeskader oplevet at blive fuldstændig fri for den invaliderende hovedpine, de havde haft siden ulykken. I USA har en neurokirurg opereret 34 med kronisk hovedpine og hos samtlige forsvandt hovedpine efter operationen. Det stemmer med, at skader ved C1/C2 som fx instabilitet kan være årsag til hovedpinen. Og når skaderne stabiliseres, forsvinder hovedpinen.
Operation kan dog ikke anbefales. Det er et stort indgreb, som kan have andre omkostninger på sigt.
Vi er ikke i tvivl om, at der bør lægges større vægt på hovedpine efter whiplash. Den triste kendsgerning er dog, at patienter med kroniske smerter og hovedpine på flere hovedpineklinikker har fået diagnosen ”funktionel lidelse” af mangel på bedre. På Hovedpineklinikken på Aarhus Sygehus har ansatte fra afdelingen for Funktionelle Lidelser konsultation med smertepatienter, der er henvist til klinikken. Patienterne ved desværre ikke altid, at de sidder overfor en psykiater og ikke en smertelæge.
Dette er desværre vilkårene for patienter med hovedpine efter whiplash i dag.
Vi kan sikkert hurtigt blive enige om, at det ikke er godt nok.