Der kan ikke træffes afgørelser i sager som tilkendelse af flexjob eller førtidspension, og sygemeldte på sygedagpenge kan ikke raskmeldes p.t.
Fagchef for beskæftigelse i Ringkøbing-Skjern Kommune problematiserer emnet i Jyske Vestkysten, fordi det har konsekvenser både her og nu og i fremtiden.
Der kommer til at mangle mange penge i kommunekassen.
De ansatte, der skal behandle sagerne, er sendt hjem. Også rehabiliteringsteamet.
Kommunen må ikke træffe myndighedsafgørelser, hverken om at folk kan miste indtægt eller gå ned i indtægt.
Han mener, det kan vare flere år, før den pukkel, der nu ophobes, kan indhentes igen.
Kilde: https://jv.dk/artikel/kan-ikke-raskmelde-eller-tilkende-f%C3%B8rtidspension-og-flexjob-borgere-m%C3%A5-vente-p%C3%A5-vished-til-efter-coronaudbruddet?fbclid=IwAR2sxSSid8aMnmDeXV7_VYLYOpgxLakN1bTq_sHM2JCG28s3EgapdCHrSPo

Flere og flere begynder at tale om fremtidige konsekvenser af corona – om tiden efter corona.
Situationen med corona er forfærdelig situation for alle. Der er formentlig ingen, der ikke er berørte, og der er mange, der er meget berørte af den krise, corona har ført med sig både helbredsmæssigt og økonomisk.
Der sker flere tiltag lige nu mhp. at få hjulene i samfundet i gang igen. Det er, som det skal være. Det bliver et stort maskineri at få skubbet i gang igen. Og som Fagchef for beskæftigelse siger i artiklen, får det konsekvenser mange år frem. Og de konsekvenser, man kan få øje på og evt. også gøre noget ved allerede nu, bør der ses på.
Måske skal al sagsbehandling kastes op i luften, så vi kan se, om det lander et andet sted efter corona-krisen. Måske er det i forvejen for dyrt?! Måske kan det med fordel ændres til gavn for alle?
Det er ok at tale om pris på kommunal sagsbehandling. Så langt så godt. Men når nogle begynder at tale om, at vi skal stoppe afskærmning og smittespredning nu, fordi det koster for mange penge at redde én corona-patient, og et de penge vil kunne bruges på et bedre sundhedssystem i fremtiden, hopper kæden af. Bekymring er forståelig, men at tale om menneskeliv, som om det er brikker i et spil eller noget, man kan sætte en pris på, kommer det let til at virke kynisk. Fordi sygdommen corona primært rammer ældre mennesker og mennesker, der i forvejen lider af kroniske sygdomme, betyder det ikke, at de ikke skal hjælpes. Ville de udtrykke det samme, hvis corona fortrinsvist ramte børn og unge mennesker?
Forleden blev der talt om, at man måske kan være nødt til at sige nej til dyr eksperimentel behandling til kræftpatienter i udlandet fremover. Men måske er vi nødt til at se i øjnene, at det er den vej, det kan være nødt til at gå, hvis der i fremtiden skal være penge nok til at behandle alle mennesker i sundhedssystemet. Måske gør det ikke noget, at man fx bliver nødt til at stoppe op og spørge, om vi skal satse på livskvalitet eller livskvantitet i forbindelse med kræft.
I dag synes det at være blevet sådan, at der primært er plads til patienter, som kun hører til i ét speciale, mens alle dem, der lider af sygdomme som fx whiplash, der går på tværs af specialer, får mindre og mindre adgang til sundhedsydelser (jvnf. nyheden her på siden i mandags). Er det et sådan samfund, vi ønsker? Eller ønsker vi et mere lige samfund med mere lige sundhed for alle?
Er tiden inde til at gøre op med mange års selvfølgelige bevillinger og prioriteringer i sundhedsvæsenet, når corona er overstået?
I et historisk perspektiv har store sygdomme ført gode ændringer med sig. Alt kastes op i luften og lander måske et nyt sted. Det ville være ønskværdigt, at der kommer forandringer, når forandringens vinde blæser! Der bør bygges vindmøller og ikke læhegn!