Udenforstående mener, at indbildte lidelser tjener til at retfærdiggøre, at man ikke kan arbejde.
Men kroniske, usynlige sygdomme er virkelige. Sådanne sygdomme udgør ifølge WHO 80 % af alle nuværende sygdomme (kræft, psykisk sygdom, diabetes, migræne, fibromyalgi, whiplash m.m.). Med andre ord invaliderende lidelser. Men alligevel bliver de syge dømt uden, at man kender hele historien, skriver Udforsk Sindet.
At have en kronisk sygdom er både langtrukkent og ensomt. Det kan vare år, før diagnosen endeligt stilles. Derefter kan det tage år, før man lærer at leve med sygdommen.
Kronisk sygdom er et problem. Ikke bare for en selv, men også indenfor ens egen familie og arbejdsplads/i skole.
Mange er børn og unge, og mange mistænkes for at bruge deres sygdom som undskyldning for dovenskab. Derfor vælger mange at isolere sig.
Der er ingen, der vælger at være usynligt syg. Mange må kæmpe for at stå ud af sengen trods smerter.
Usynligt syge må affinde sig med, at de på et eller andet tidspunkt stemples af andre.
Men vi må selv være med til at gøre det usynlige synligt for omgivelserne.
Vi må stå på vores ret til både at arbejde og tage en uddannelse.
Læger og andre fagpersoner anbefaler, at man holder sig i gang. Også selv om det gør ondt.
Usynligt syge har ikke brug for medlidenhed eller for at få særbehandling, men for empati, forståelse og respekt, men det er svært i vores samfund.
Kilde: https://udforsksindet.dk/kroniske-sygdomme-usynlige/?fbclid=IwAR33FVEgMoVJjSLGtKCGWGKJbxv8PBC133TN0T98x0Mji_IYR0T6fV2JjMQ

Også whiplash er en usynlig lidelse. Og de fleste mennesker med whiplash har sikkert også mødt mennesker, der ikke forstod deres sygdom eller mennesker, der har dømt dem, uden at kende situationen til bunds. Om eller hvordan den enkelte klarer andres domme, afhænger af mange ting, bla hvor langt man er i bearbejdelsen af sin sygdom og sin accept af at være kronisk syg. Det kan kræve hård hud på brystet.
I lang tid kan det være vanskeligt at erkende, at andre har fået et andet syn på dig, selv om du stadig er det samme menneske indeni. Tiden kan dog medvirke til, at du bliver mere viis og udvikler en større ligegyldighed overfor andres domme. Ofte siger andres domme mere om dem, end de siger om dig.
Der er en kedelig tendens til at dømme andre i Danmark. Der har været en heksejagt på syge fra politikernes og kommunernes side, og medierne har fulgt trop. Derfor er opfattelsen af, at man er doven, hvis man har en usynlig lidelse blevet udbredt, selv om det er længe siden, at ”dovne Robert” sidst er blevet set. Han var dog ikke syg, men reelt doven. Alligevel kom hans dovenskab også de syge til skade.
De fleste med kronisk whiplash kan varetage et fleksjob. Nogle dog kun få timer om ugen. Men nogle kan ikke.
At lægge et stort pres på syge, har man længe vidst ikke er befordrende. Man ved oven i købet, at mange bliver mere syge af det. Vi går ind for en ”no-pres-politik” til whiplashskadede. I givet fald kunne meget se anderledes ud. De skadede kunne vende tilbage i arbejde i et tempo, der var afpasset dem og de problemer, de har fået.
En anden slagside ved en kronisk sygdom som whiplash, der ikke kan se, og som er forårsaget af et traume, er, at mange overvåges af mistænksomme forsikringsselskaber, som ikke anerkender skader, der ikke kan ses. Det kan være direkte kompromitterende. Ingen kan føle sig sikre, hvis de har fået erstatning efter en ulykke. Der er også eksempler på, at folk er blevet fulgt og observeret år efter.
Hvordan det kommes til livs, er vanskeligt at sige.
Der er dog ingen tvivl om, at vi selv kan være med til at fortælle vores omgivelser, hvordan vi har det – uden at klynke, for det afhjælper ikke problemet. Men vi kan ikke selv gøre hele arbejdet. Der skal oplysning til om, hvad det vil sige at leve med en usynlig sygdom.

Se også filmen ”Du ser jo ikke syg ud” på Whiplashguiden http://whiplashguiden.dk/kronisk-skadet/det-usynlige-handicap/