I udsendelsen ”Kontant: Vi blev svigtet af forsikringen” den 11. september på DR1 følges tre ulykkesramte, som alle tre har hjernerystelse og nakkesmerter (whiplash).
Den første er Lenette Ernebjerg, som for tre år siden falder 15 trin ned af en trappe. Hun er ikke kommet tilbage i arbejde pga. fortsatte svære symptomer og har fået førtidspension. Hun har anlagt erstatningssag. I den forbindelse bliver der foretaget en speciallægeerklæring af en neurokirurg, som bla. skriver, at Lenette ikke er så smertepåvirket, som hun giver udtryk for, at hun er smilende og velsoigneret. Lægen konkluderer, at Lenettes problemer skyldes psykisk skrøbelighed og foreslår et psykologforløb.

Den anden er Danny Bøjstrup Pedersen, som for 3½ år siden slog sit hoved midt i sin karriere som leder i en større dansk virksomhed. Han kan i dag ikke foretage sig de ting, han tidligere fandt stor glæde ved.
I forbindelse med erstatningssag får han valget mellem tre speciallæger, men vælger en fjerde til undersøgelsen. Forsikringsselskabet melder tilbage, at pågældende læge ikke har tid til at undersøge ham. Danny findere senere ud af, at lægen ikke har fået en anmodning om undersøgelse af ham. Han ender derfor med at blive undersøgt af den samme læge, som undersøgte Lenette og – som Lenette – at kritisere erklæringen. AES vurderer sagen, men finder ingen grund til kritik af lægen. Forsikringsselskabet tilbyder ham en ny speciallægeerklæring. Igen er korrespondancen om, hvilken læge, der skal foretage undersøgelsen, lang. Danny mener, at selskabet har læger, de helst vil bruge.
To erstatningsadvokater støtter dette synspunkt. De har ofte langvarige korrespondancer med forsikringsselskaberne om netop valg af speciallæge.

Den tredje er Camilla Sander, som havde et rigt liv og var ved at starte op som selvstændig, da hun blev påkørt af en bil for mere end 3 år siden. Hun bliver efter ulykken undersøgt at flere læger pga. mange symptomer. En speciallæge i neurologi skriver tre mdr. efter ulykken, at hendes symptomer er forenelige med hjernerystelse. Hun har i dag voldsomme helbredsmæssige konsekvenser. Hun har børn og får hjælp til at strukturere hverdagen. Hun søger om mén og tabt erhvervsevne hos forsikringsselskabet, som laver en crash-test der viser, at der ikke er sammenhæng mellem ulykken og hendes symptomer.
Også hun kommer til samme speciallæge som Lenette og Danny. Speciallægen mener, hendes gener ikke skyldes ulykken. I 2012 var Camilla nemlig sygemeldt pga. stress og angst, og speciallægen mener at hendes nuværende symptomer fra nakke og hoved skyldes psykisk sårbarhed, og hun får afslag på erstatning og har indledt retssag mod forsikringsselskabet.
Om speciallægens vurdering af Camilla siger neurokirurg Svend Erik Børgesen, at lægen konkluderer på noget, hun ikke skal konkludere på, fordi det ligger uden for lægens uddannelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget over 20 klager over den pågældende læge. Styrelsen har dog ikke fundet grundlag for at anklage lægen. Pågældende speciallæges navn finder advokater går igen og igen i stort set alle forsikringsselskabernes forslag til speciallæge. Én advokat har endnu ikke set en speciallægeerklæring fra denne læge, hvor hun har angivet sammenhæng mellem ulykke og symptomer.
Et advokatfirma har endda klaget til Arbejdsmarkedets Erhvervsstyrelse, Ankestyrelsen og forsikringsselskaberne over pågældende, som de vil ikke benytte, fordi hun ikke giver en uvildig og upartisk vurdering af klienterne. Men intet er sket.
Speciallægen selv vil ikke udtale sig.

Hos alle tre patienter skriver speciallægen altså til forsikringsselskabets fordel. Svend Erik Børgesen vil ikke klantre speciallægen, fordi hun blot svarer på det, hun bliver spurgt om. Han siger dog, at det ville have været mere smart, hvis hun i stedet skriver, at hun ikke ved noget om det. Han mener, det er forsikringsselskaberne, der fejler ved at bruge lægen og hendes profession som en del af en sag.

Skadedirektør ved TopDanmark finder dog, at der ikke er store problemer med valg af speciallæge.
I forhold til Camilla Sander fastholder han, at det er de samlede oplysninger i sagen, der lægges til grund for afgørelsen. Ikke den sidste speciallægeerklæring. Han siger også, at forsikringsselskabet er optaget af at få uvildige og objektive speciallægeerklæringer.
I forhold til Danny erkender han, at der er sket en fejl, da Dannys forslag til speciallæge blev afslået.
TopDanmark mener dog alt i alt, at der ikke er noget galt med de speciallægeerklæringer, som Lenette, Danny og Camilla har fået lavet.

Kilde: TV-udsendelsen ”Kontant” på DR1 den 11.9 2019

Der rettes i udsendelsen skarp kritik mod forsikringsselskaber og en bestemt speciallæge, som går igen i de tre sager, der præsenteres i udsendelsen. Der foreligger også klager fra mange andre patienter. Kontant har kendskab til 20 mere. Det burde i sig selv vække til handling at en så massiv kritik rettet mod en enkelt speciallæge, som tilsyneladende lykkes med at forhindre, at mange mennesker får en retmæssig erstatning efter en ulykke, finder sted. Også et advokatfirma har indgivet klager over pågældende læge til forskellige instanser. Det er vanskeligt at forstå, at det hun kan fortsætte uden påtaler. Udsendelsen tydeliggør således, at systemet ikke fungerer til de skadede patienternes fordel. Det har mangen en whiplashskadet oplevet på egen krop.

Når vi ser på de tre skadede mennesker, er det tydeligt, at de har det meget dårligt. Deres øjne er slørede. Ingen vil kunne fake en så åbenlys dårligdom. De fortæller om en dagligdag, der ikke hænger sammen og et ikke-eksisterende arbejdsliv og dårligt fungerende socialt liv. Det er forskrækkende at speciallægen på en så tragisk baggrund går forsikringsselskabernes ærinde. Det er uforståeligt, at det harmonerer med hendes lægeløfte?
Speciallægen ser ud til at forbryde sig imod bla.:
– at vurdere fremfor at nøjes med at beskrive.
– at udtale sig om et lægeligt område, hun ikke er specialist i.
– at vurdere på en manglende sammenhæng mellem ulykke og nuværende symptomer.
Formålet med en speciallægeerklæring er ifølge sundhed.dk: ”at få en upartisk, fagligt funderet og fyldestgørende beskrivelse af behandlingsforløb, patientens klager og objektive fund, som sammen med andre oplysninger i sagen kan danne grundlag for forsikringsselskabets vurdering af personskadens følger”. Ud fra speciallægeerklæringen skal forsikringsselskabet foretage vurderingen af følgerne efter ulykken. Det er svært at få øje på objektiviteten i de speciallægeerklæringer, hun har lavet ud fra de tre historier.

Speciallæge i neurokirurgi, Svend Erik, Børgesen blev i udsendelsen præsenteret for flere udsagn fra de tre personers speciallægeerklæringer og slog fast, at speciallæger IKKE må vurdere, men udelukkende beskrive, hvad vedkommende ser eller læser. En speciallæge må heller ikke komme med udtalelser om fremtidig arbejdsevne. I det hele taget må de kun udtale sig om det, de er specialister i. Og udtalelserne skal være objektive.
I udsendelsen gives udtryk for, at speciallægeerklæringer tilsyneladende er det et generelt problem i alle forsikringsselskaber, og problemet synes derfor at have antaget en helt uacceptabel størrelse.

På Facebook har vi i sommer lavet en lille undersøgelse vedr. erstatning. Den skal tages med store forbehold, men som viser muligvis nogle tendenser. Samme tendenser ses også i Sverige.
Undersøgelsen peger i retning af, at
– mén-graden er faldende (jo flere år, der er gået siden skaden skete, desto flere har fået en større mén-gradserstatning (10 og 20 %).
– antallet af dem, der har fået en lav mén-graderstatning efter whiplash er større end antallet af dem, der har fået en højere mén-grad.
– at det med årene muligvis er blevet sværere at få tilkendt erhvervsevnetab.
– de fleste, der har fået erhvervsevnetab samtidig har fået lave mén-grader.
– dem, der har haft advokat på deres sag, får oftest en højere mén-gradserstatning – uanset sagens alder.
– der er tendens til, at flere fravælger advokat i dag end for 5-10 år siden.
Hele undersøgelsen kan ses under ”Filer” på Facebookgruppen ”Whiplashforeningen – lukket gruppe”.

Når neurokirurg Svend Erik Børgesen siger, at det er forsikringsselskabet og ikke speciallægens fejl, at lægen vurderer, kan vi ikke være enige. Lægen skal naturligvis rette sig efter de krav, der stilles til en speciallægeundersøgelse, og selv om hun ”blot” svarer på forsikringsselskabets spørgsmål, mener vi, det ikke fritager hende for ansvar. Hun bør kende konsekvenserne af sine handlinger. Dette kan være et eksempel på, at tidligere lægeetiske regler foreskrev, at læger ikke offentligt må kritisere hinanden.

At der er noget galt med systemet, som det er i dag, er der dog ingen tvivl om. Hvad løsningen kunne være, er vanskeligt at sige. Men kunne man fx forestille sig, at en uvildig instans skal vurdere, om de oplysninger, forsikringsselskaberne bygger deres afgørelser på, er tilstrækkelige og om konklusionerne i forhold til erstatning er tilstrækkeligt underbygget? Eller er det nok – som tre politikere ønsker – at ændre på speciallægeerklæringerne? Eller fritager det sidste blot forsikringsselskaberne for at være en stor del af problemet og direkte årsag til problemets opståen?

Vi vender tilbage til både, hvad de tre politikere vil, hvad en whistleblower har fortalt til ugebladet A4 det seneste halve år m.m. i løbet af ugen. 

Se evt. også filmene ”Speciallægeundersøgelser” på http://whiplashguiden.dk/kronisk-skadet/speciallaegeundersoegelser/ og ”Under luppen” på http://whiplashguiden.dk/erstatning/forsikringsselskaber/ samt ”Erstatning” på http://whiplashguiden.dk/erstatning/erstatning/ og læs hjemmesideteksten under filmene.